Meget af mit fokus her på siden er om processer og øvelser, fordi jeg et eller andet sted synes at forskellen på et møde der er spild af tid og en vellykket workshop er viden om og viljen til at bruge nogle konkrete værktøjer, når vi gerne vil have taget beslutninger.

Men man skal selvføgelig heller ikke glemme den menneskelige vinkel, som især bliver vigtig når så mange af os arbejder hjemmefra og kun ser hinanden via videoopkald.

Jeg synes helt klart at en workshop har mange styrker i at foregå fysisk, men der er også nogle fordele ved at bruge f.eks virtuelle whiteboards.

Så med fokus på det menneskelige i workshops synes jeg der er 3 vigtige ingredienser, som man bør overveje.

Tjek ind

Der er forskellige typer af tjek ind.

I forbindelse med større workshops eller længere forløb ala et seminar, er det en god ide at spørge ind til forventningerne hos de enkelte deltagere. Lav en runde, hvor hver deltager på skift fortæller om sine tanker ift. at deltage. På den måde får du som facilitator også en ide om hvilken gruppe du skal arbejde med, og om nogle af deltagerne eventuelt deltager modvilligt (fordi de er blevet tvunget).

I den anden ende af skalaen kan du lave et Tjek Ind som jeg kalder “Romersk Afstemning”. Konceptet er simpelt nok hvis du husker filmen Gladiator :-) Alle stikker en knyttet frem med tommelfingeren ud til siden, også vender man simpelthen tommelfingeren op eller nedad. Som Tjek Ind i begyndelsen af en kort workshop, kan du f.eks bede deltagerne tilkendegive hvordan deres mavefornemmelse er ift. at skulle deltage: Positiv, negativ eller evt. neutral.

Det gode ved sådan en kort “temperaturmåling” er at den kan bruges i mange sammenhænge og gentages om morgenen og efter frokost i et længere forløb, eller ved tilbagevendende workshops.

Isbryder

Særligt hvis man har at gøre med en gruppe mennesker der ikke kender hinanden kan det være en god ide at “bryde isen”. Få folk til at løsne lidt op, så de kan lære hinanden at kende.

Klassisk team building er fuldt af øvelser, som dybest set også fungerer som isbrydere, men hvis vi antager at formålet med at I mødes er en workshop og noget konkret arbejde, er det sikkert en god idé at lave isbryder-øvelsen relativt kort :-)

Få hver deltager til at fortælle hvad de hedder, hvad deres titel er, og hvis det er relevant hvad deres funktion under workshoppen er. Det er godt at få på plads, men også lidt kedeligt. Så for at gøre runden lidt mere forudsigelig, kan du tilføje et ekstra spørgsmål som f.eks:

Hvad var dit første job?

Hvad var dit værste job?

Hvad er din superkraft?

Virtuel isbryder

Hvis din workshop foregår online kan I selvfølgelig køre en helt standard isbryder-runde. Men hvis I også bruger et værktøj som Miro eller Mural er der god mulighed for at ikke alle deltagerne er superbrugere.

Så kombiner din isbryder med en lille øvelse, hvor hver deltager får lov til at øve sig i at finde rundt og bruge de forskellige funktioner.

Jeg vil altid anbefale at du i online workshops, hvor I bruger et virtuelt whiteboard af en slags, har forberedt et lille område til hver deltager med deres navn på, som er deres “skrivebord”.

Giv hver deltager 5 minutter til at finde et billede online af et sted de gerne ville holde ferie. Bed dem om at sætte billedet ind i deres private område. Når de 5 minutter er gået, præsenterer hver deltager deres billede og flytter det ind på et fælles arbejdsområde.

Tjek ud

Efter selve workshoppen er overstået, er det også en god idé at lave et opfølgende tjek: hvordan synes deltagerne egentlig det er gået?

Du kan også bruge et Tjek ud til lige at opsummere hvad I har fået lavet og vedtaget. På den måde giver et Tjek ud også værdi til deltagerne og ikke kun til dig som facilitator, selvom det sidste selvfølgelig er en stor del af det.

Hvis tiden er kort, eller der af andre årsager ikke er overskud til en feedback-runde, kan du bruge en “Romersk Afstemning” igen og simpelthen bede deltagerne vende en tommelfinger op eller ned som deres reaktion på selve workshoppen.

Hvis du gerne vil have meget konkret og detaljeret feedback på din workshop og dig som facilitator, vil jeg foreslå at lave et digitalt spørgeskema som du kan sende til deltagerne på email, så de kan udfylde det senere.

Her er flere eksempler på isbrydere du kan bruge, hvis du har brug for variation:

https://museumhack.com/list-icebreakers-questions/

https://uxplanet.org/six-icebreaker-exercises-that-dont-suck-bc9e23ad5bba

Mural her en række templates der er lige til at bruge: https://www.mural.co/templates?template-categories=icebreaker#tabs

Her er der et online værktøj, som simpelthen bare er isbryder-spørgsmål: https://icebreaker.range.co/