Jeg er nu stødt på ordet “pretotyping” i et par sammenhænge, så jeg besluttede mig for at læse lidt op på hvad det egentlig går ud på, og give dig en konkret fremgangsmåde til at prøve det selv.
Selve ordet er opfundet af Alberto Savoia, der som Innovation Agitator hos Google satte sig for at undersøge og definere innovation.
Senere begyndte han at undervise i innovation og Pretotyping og i 2019 udkom bogen “The Right It”.
Rent konkret har en pretotype mange lighedspunkter med en prototype, og når man læser om hvilke måder man kan lave en pretotype på, så er der rigtig mange overlap mellem de to.
Så dybest set handler det i min optik mest om hvornår i projektet man laver sin model og hvilke spørgsmål man forsøger at besvare.
Og en pretotype forsøger overordnet set at besvare spørgsmålet: Er det her en god idé?
Et klassisk eksempel på en pretotype er hvordan stifteren af Palm Computing gik rundt med en “Palm Pilot” af træ og papir i ugevis, for at se om han overhovedet ville bruge sådan en enhed.
Fremgangsmåde
Trin 1: Identificér den centrale antagelse
Hvad er den éne antagelse angående din idé, som - hvis den er falsk - betyder at det helt sikkert ikke er den rigtige idé?
Trin 2: Vælg hvilken pretotype der skal laves
Hvilken type pretotype vil lade jer isolere og teste den centrale antagelse?
Der er mange forskellige typer pretotypes, f.eks:
Et website for et produkt der endnu ikke eksisterer. En træmodel af produktet. En video der viser en app i brug, men reelt kun er et slideshow af billeder. En simpel klikbar app lavet med tegninger eller skitser.
Osv.
Se flere eksempler her: https://www.albertosavoia.com/…
Trin 3: Lav en hypotese i forhold til markedsengagement
Hvor mange og hvilken type mennesker vil gøre hvad med jeres pretotype?
Hypotesen kan være lige så simpel som:
X% af Y vil gøre Z
En god hypotese tager gætteri og mavefornemmelser ud af testfasen.
Trin 4: Test jeres pretotype
Send jeres pretotype ud i den virkelig verden og se hvordan folk interagerer med den. Start helt småt: ét sted, én session.
Trin 5: Lær, gør bedre og “hypozoom”
Evaluér jeres testresultater. Brug de nye data til at forbedre jeres pretotype.
Hvis hypotesen holdt, skal I beslutte jer for hvilke andre situationer I skal teste jeres pretotype i for at få det fulde billede (kaldet “hypozooming”).
Kilde: https://www.pretotyping.org/methodology.html